Julie på 28 år vidste ikke, at hun skulle være ambulancebehandler, da hun blev færdig som student. Hun arbejdede i hjemmeplejen i en periode, før hun besluttede sig for at blive værnepligtig i Beredskabsstyrelsen. Her fik hun træning i førstehjælp og redning samt en brandmandsuddannelse.
”Da jeg var i hjemmeplejen, fandt jeg ud af, at jeg ville arbejde med mennesker, og i Beredskabsstyrelsen fik jeg øjnene op for det præhospitale arbejde og bestemte mig for at blive ambulancebehandler,” siger Julie og fortsætter:
”Som ambulancebehandler ved man aldrig, hvad man møder ind til – der er rolige dage og dage, hvor man virkelig kan gøre en forskel. Det tiltrækker mig meget.”
Julie startede på ambulancebehandleruddannelsen i 2020, men blev nødt til at sætte uddannelsen på pause, da hun blev gravid.
”PreMed gav mig masser af støtte og hjalp mig med at lægge en plan for, hvad der skulle ske før barslen, og hvordan jeg skulle komme i gang med uddannelsen igen efter. Der var hele tiden én fra PreMed, der havde styr på mig, hvilket gjorde det hele meget nemmere,” siger hun.
”Det er altid dejligt at møde ind på basen i Fjerritslev, for jeg har nogle gode kolleger, og vi kender efterhånden hinanden rigtig godt,” siger Julie og tilføjer:
”Hvis man kommer tilbage til basen efter en træls tur, er der altid en kollega at snakke med. Og det betyder virkelig meget i sådan et arbejde som vores. Vi oplever det boost, det giver at redde et liv. Men også den nedtur, der kan komme, når et liv ikke står til at redde.”
Selvom Julie nu er færdig som ambulancebehandler, arbejder hun ikke lige nu, for hun venter sit barn nummer to.
”Når jeg kommer tilbage fra barsel, vil jeg gerne arbejde som ambulancebehandler i nogle år. Men så håber jeg på at kunne gå i gang med at efteruddanne mig til paramediciner.”
Julie bor Thisted sammen med sin mand, som er ambulancebehandler på PreMeds base i Thisted.
Sammen har parret en lille pige. Til november får de endnu et familiemedlem, når storesøster får en lillebror. Meget af fritiden går med familien og med at totalrenovere deres hus. Julie har tidligere brugt meget tid på at løbe og løb gerne et halvmaraton om måneden.
