Nye ambulancebehandlere hos PreMed

I denne uge bestod Kristina fra PreMed i Thisted og Søren fra PreMed i Nykøbing Mors deres svendeprøver. De to fortsætter nu som ambulanceassistenter indtil udgangen af september, hvorefter de kommer til at arbejde som ambulancebehandlere hos PreMed.

Den 27. og 28. juni var nogle ganske særlige dage på Rybners i Esbjerg. Der var svendeprøver for ambulancebehandlereleverne på hold AB03, og blandt eleverne var Kristina fra PreMed i Thisted og Søren fra PreMed i Nykøbing Mors.

Både Kristina og Søren var ellers noget i tvivl om, hvilken karrierevej de skulle vælge efter endt skolegang, og begge søgte derfor ind i militæret. Kristina blev værnepligtig i Ingeniørregimentet i Skive, mens Søren var værnepligtig i Livgarden og senere konstabel i Aalborg.

Forsvarets førstehjælp blev startskuddet for Søren

For den nu 27-årige Søren blev erfaringerne med førstehjælp i Forsvaret startskuddet til en karriere som ambulancebehandler:

”Jeg syntes, det var spændende, og var så heldig at få en elevplads som ambulancebehandler. Det har jeg ikke et øjeblik fortrudt. Ikke to vagter er ens, og det passer mig fint,” siger Søren.

Han tilføjer, at det gode og tætte sammenhold med kollegerne hos PreMed er medvirkende til at gøre selv de mest trælse ture lærerige.

En særlig højskole linje overbeviste Kristina

Efter Ingeniørregimentet arbejdede den nu 25-årige Kristina i hjemmeplejen en periode, men det var syv måneder på Aalborg Sportshøjskole på en ”Job i uniform-linje”, der overbeviste Kristina om at søge elevplads som ambulancebehandler:

”Det bedste ved jobbet er den varierede hverdag og den familie, man har omkring sig på sit arbejde. Vi er meget mere end kolleger og ses også privat,” siger Kristina og understreger, at det er meget tilfredsstillende for hende at komme andre til hjælp. Uanset om de har brug for at holde i hånd eller livreddende assistance.

En god virksomhed, hvor man kan udvikle sig

Både Søren og Kristina befinder sig godt hos PreMed og ønsker at blive her i fremtiden. Et godt arbejdsmiljø, gode kolleger og muligheder for faglig udvikling er nogle af grundene til det.

”Jeg oplever PreMed som en virksomhed, der virkelig vil sine medarbejdere, og jeg ser gode muligheder for at blive ved med at udvikle mig i jobbet. Fx gennem bogstavkurser og ved at tage ansvar for nye elever,” siger Kristina.


Kontakt

Jernet 13
6000 Kolding
info@premed.dk
+45 70 60 23 00
CVR: 39712105

Følg os

ISO certifikationer

Avancert ISO 9001:2015Avancert ISO 14001:2015Avancert ISO 45001:2018
PreMed Flamme Logo